Mountain-scenery

Livet til Friedrich Preller Den Ældre

Friedrich Preller Den Ældre var en tysk landskabsmaler og rader, hvis liv var dybt vævet sammen med sin tids kulturelle kraftcentre. Han blev født den 25. april 1804 i Eisenach og voksede op i en region, der kom til at forme en stor del af hans kunstneriske perspektiv. Hans tilstedeværelse i kunstverdenen var præget af en urokkelig dedikation til sit håndværk, mens han bevægede sig gennem forskellige byer i takt med, at han udviklede både sit tekniske talent og sin indflydelse. Han slog til sidst sig ned i Weimar, en by der forblev en central del af hans liv helt frem til hans død den 23. april 1878.

Kunsten var en familiesag for Preller. Som far til kunstneren Friedrich Preller den Yngre sikrede han, at hans kreative arv fortsatte gennem hans søn. Denne forbindelse understreger, hvor dybt udøvelsen af maleri var indvævet i hans personlige eksistens. Hans virke som både maler og rader gav ham mulighed for at iagttage den naturlige verden og transformere disse observationer til varige visuelle vidnesbyrd.

Gennem sine år bevægede Friedrich Preller Den Ældre sig mellem landskabsstudiernes stilhed og den strukturerede tilværelse som professionel kunstner. Hans liv blev defineret af disse bevægelser, fra de tidlige år i Eisenach til hans sidste dage i Weimar. Han levede gennem en periode med betydelige forandringer i tysk kunst og efterlod sig et værk, der reflekterer hans helt særlige måde at betragte verden omkring sig på.

Tidligt liv og kunstnerisk uddannelse

Født i Eisenach begyndte Friedrich Preller Den Ældre sin rejse mod at blive maler ved at studere tegning i Weimar. Hans tidlige år blev formet af vejledningen fra indflydelsesrige skikkelser, der anede hans enorme potentiale. I 1821, efter råd fra Goethe, flyttede han til Dresden for at fortsætte sin udvikling. Denne studietid var med til at forberede ham på de næste skridt i hans uddannelse, som i sidste ende ville føre ham langt ud over Tysklands grænser.

Hans træning blev mere formel, efterhånden som han bevægede sig gennem Europa. Han rejste til Belgien, hvor han blev elev ved akademiet i Antwerpen. Denne studietid gav ham et solidt fundament i de tekniske færdigheder, der kræves til både landskabsmaleri og radering. Omkring 1827 førte hans interesser ham mod syd, og han tilbragte årene frem til 1831 med at studere i Italien. Disse år i udlandet var fundamentale for hans udvikling, da de gav ham mulighed for at observere det lys og de landskaber, som senere skulle definere hans professionelle virke.

Professionel karriere i Weimar

Efter sine studier i Italien vendte Preller tilbage til Weimar for at påbegynde et langt og stabilt kapitel i sit liv. I 1831 modtog han en udnævnelse til Weimar kunstskole, en stilling der bragte ham tættere på byens kulturelle hjerte, idet han trådte ind i en rolle, der tidligere var blevet besiddet af Heinrich Meyer. Ved at overtage ledelsen af Weimar-skolen for tegning, blev han en central skikkelse i uddannelsen af de lokale kunstnere.

Hans indflydelse voksede inden for institutionen, i takt med at årene gik. Fra 1832 fungerede han som professor ved Fürstlichen freien Zeichenschule i Weimar. I denne egenskab var han med til at forme den næste generation af malere, herunder sin egen søn, Friedrich Preller den Yngre. Hans tilstedeværelse på skolen var en konstant gennem store dele af hans voksne liv og skabte en følelse af kontinuitet i den lokale kunstscene. Han forblev knyttet til dette sted indtil sine sidste dage, hvor han endeligt vendte tilbage til Weimar, hvor han gik bort.

Store bestillingsværker og fresker

Prellers karriere var dybt vævet sammen med Weimar-hoffets mæcenatvirksomhed. Mellem 1836 og 1848 brugte han størstedelen af sin tid på at arbejde med seks fresker centreret omkring thüringiske motiver, et projekt bestilt af storhertuginden. Denne langvarige fordybelse i det lokale landskab og historie krævede en rolig hånd og en dedikation til det monumentale format i vægmaleri. Hans evne til at oversætte Thüringens sjæl til disse storslåede værker var med til at cementere hans position i regionens kulturelle liv.

Hans interesse for klassiske temaer kom ofte til udtryk gennem omfattende cyklusser. Fra 1834 til 1836 skabte han seks tempera-billeder baseret på scener fra Odysseen, som blev fremstillet til det romerske hus i Leipzig. Denne fascination af det homeriske epos fortsatte langt senere i hans liv. Efter at være vendt hjem fra et ophold i Italien i 1859, vendte han igen sin opmærksomhed mod dette emne og færdiggjorde i 1861 en serie af illustrerende fresker om Odysseen til det storhertugelige museum. Disse værker betragtes ofte som hans mest betydningsfulde bidrag til Weimar som offentlig kunst.

Ud over disse episke fortællinger arbejdede Preller også med mere lokale og teatralske temaer. I Wieland-salen på det storhertugelige slot i Weimar udførte han mellem 1836 og 1837 landskaber, der skildrede scener fra Oberon. Disse værker gav ham mulighed for at forene sin dygtighed inden for landskabsmaleri med de dramatiske krav, som rummets iscenesættelse krævede.

Vigtige værker og bemærkelsesværdige malerier

Friedrich Preller Den Ældre brugte ofte sin pensel til at indfange Middelhavets skiftende stemninger. Hans arbejde fra perioden 1828/1831, Italiensk kystlandskab med tordenvejr, afspejler det dramatiske vejr, han mødte under sine ophold i Italien. Omkring 1831 skabte han Et italiensk landskab med hyrder, et værk der vidner om hans interesse for det stille, pastorale liv på landet. Disse landskaber var ikke blot studier af naturen, men blev formet af hans rejser og af indflydelsen fra de kunstnere, han mødte i Rom.

Hans interesse for klassisk litteratur fandt også sit udtryk gennem farve og tekstur. Mellem 1832 og 1834 udførte han Odysseus og Nausicaa, scener fra Odysseen ved brug af tempera. Dette valg af medie gjorde det muligt for ham at udforske fortællingerne fra Odysseen på en måde, der føltes dybt forbundet med den antikke verden. Disse værker var en del af en større stræben efter at vække mytologiske narrativer til live gennem hans unikke perspektiv på landskabet.

Selv i hans mere intime skitser mærker man familiens nærvær. En grafittegning fra omkring 1848, med titlen Kunstnerens børn: Friedrich, Emil og Ernst, giver et sjældent indblik i hans privatliv. Den udgør en stille kontrast til hans storslåede fresker og ekspansive landskaber og viser os mennesket bag den professionelle maler.