Francisco Goya

Tidligt liv, familie og uddannelse

Francisco José de Goya y Lucientes blev født den 30. marts 1746 i Fuendetodos, Aragonien. Han voksede op i en hjemlig ramme i den lavere middelklasse sammen med sine søskende: Rita, Tomás, Jacinta, Mariano og Camilo. Hans far, José Benito de Goya y Franque, arbejdede som forgylder, et håndværk der krævede en rolig hånd og et skarpt øje for detaljen. Disse hjemlige omgivelser udgjorde den tidlige, stille kulisse til et liv, der med tiden ville bevæge sig langt ud over de provinsielle grænser i hans fødeby.

Som fjorten-årig begyndte hans formelle uddannelse. Han studerede under José Luzán y Martínez, hvor han lærte sit håndværks grundlæggende mekanik. Disse tidlige år blev brugt på at opsuge mediets tekniske krav, før han til sidst drog mod Madrid. I hovedstaden fortsatte hans dannelse under Anton Raphael Mengs, en betydningsfuld skikkelse i datidens kunstneriske kredse. Denne overgang fra ungdommens provinsielle undervisning til Madrids formelle miljø formede den tekniske præcision, som han skulle bære med sig ind i sine senere år.

Mæcener, værksted og bestillinger

Den støt stigende karriere gennem det spanske hof tog for alvor fart i 1786, da han blev udnævnt til maler for den kongelige kammer. Allerede i 1790 var hans position cementeret som den førende hofmaler. Hans kunstneriske virke var uløseligt knyttet til monarkiets skiftende lykke, og han tjente som maler for både Karl IV og senere Ferdinand VII. Disse roller bragte ham i konstant kontakt med aristokratiet og krævede en urokkelig præcision i de portrætter og officielle pligter, som kronen forventede af ham.

Mellem 1775 og 1792 var en stor del af hans produktion rettet mod den kongelige gobelinfabrik, Santa Barbara nær Madrid. Her skabte han de indledende forlæg til disse værker, som ofte skildrede scener fra dagliglivet og idylliske landlige omgivelser. Disse bestillinger krævede en helt særlig teknisk nøjagtighed for at sikre, at motivet kunne overføres fejlfrit fra lærred til tråd. Hans atelier var et sted præget af konstant skabelse, hvor han bevægede sig fra disse dekorative designs mod de mere formelle og psykologiske studier af den kongelige familie.

• Karl IV af Spanien og hans familie
• Den nøgne maja (La Maja Desnuda)

Værker og kunstneriske epoker

Skiftet i hans kunstneriske virke blev stadig tydeligere, i takt med at hans verden blev mere stille. I 1799 skabte han Los Caprichos, en serie på halvfemsogfirs raderinger. Gennem akvatinte-teknikken udforskede disse tryk det spanske samfunds dårskaber og overtro, hvor siderne blev befolket af hekse og monstre. Denne periode med intens observation fortsatte gennem de turbulente konfliktår i Spanien. Mellem 1810 og 1820 skabte han The Disasters of War, en række raderinger, der dokumenterede brutaliteten og sulten under den Iberiske Halvø-krig. Disse værker søger ikke det heroiske; de fokuserer i stedet på folkets rå og ufiltrerede lidelse.

Omkring 1814 havde han færdiggjort The Third of May 1808, et maleri der indfanger henrettelsen af de madrideriske forsvarere. Som han bevægede sig ind i sine senere år, vendte hans fokus sig mod væggene i hans hjem, Quinta del Sordo. Mellem 1819 og 1823 malede han de såkaldte Sorte Malerier direkte på pudset. Disse vægmalerier, herunder Saturn Devouring His Son og Asmodea, behandler vanvid og eksistentiel rædsel. De er tunge, mørke og fuldstændig renset for de lettere temaer, der prægede hans ungdoms år.

I sine sidste år i Bordeaux rettede han sin opmærksomhed mod tyrefægtningens spektakel. Dette resulterede i La Tauromaquia-serien, som udforskede tyrefægtningens iboende vold. Hans kunstneriske produktion forblev ufortrøden indtil hans død, i en bevægelse fra ungdommens sociale kritik til de dybe, private skygger i hans sene liv.

• The Third of May 1808 (1814)
• Los Caprichos (1799)
• The Disasters of War (1810–1820)
• The Black Paintings (1819–1823)
• La Tauromaquia (udateret)

Teknik og Stil

Francisco Goyas hænder bevægede sig gennem et vidt spænd af teksturer og metoder, der vidnede om en uendelig kunstnerisk nysgerrighed. I sit grafiske arbejde mestrede han akvatinte-teknikken til at skabe en overvældende tonal dybde, og i sine senere år eksperimenterede han med litografi. Disse tekniske valg gav ham friheden til at vandre mellem satirens skarpe, bidende linjer og de blødere, mere atmosfæriske kvaliteter i hans tegninger. Hans produktion var præget af en enorm variation; fra de skarpe sociale kritikker i Los Caprichos til de tunge, viscerale og rå skildringer af Disasters of War. Samtidig rettede han sit blik mod tyrefægtningens dramatiske spektakel i sin La Tauromaquia-serie.

Måden, han påførte maling på, gennemgik en markant forvandling i takt med, at hans liv blev mere isoleret. Til de såkaldte Black Paintings benyttede han sig ikke af det traditionelle lærred; i stedet påførte han oliemaling direkte på pudsvæggene i sit hjem. Denne metode skabte en tung, dyster kvalitet, der indfangede en næsten fysisk følelse af psykologisk tyngde. Hans kunstneriske rejse bevægede sig fra de lysere, mere dekorative scener i hans tidlige karriere mod en stil, der satte den ekspressive frihed i højsædet. Dette skift er tydeligt i hans mesterlige brug af lys og skygge, som han ikke blot brugte til at gengive et lighedstræk, men til at afdække selve menneskets karakter og sjæl.

• Saturn Devouring His Son
• The Nude Maja (La Maja Desnuda)
• The Third of May, 1808

De sidste år og døden

Da året 1819 nærmede sig, var Francisco Goya i midten af halvfjerdsårsalderen, da han trak sig tilbage til Quinta del Sordo, en landejendom i udkanten af Madrid. Væggene i dette hus blev lærred for hans mest intense og private visioner, hvor han påførte oliemaling direkte på pudset for at skabe de gådefulde Sorte Malerier. Disse værker, herunder Saturn Devouring His Son og Asmodea, sprang ud af en periode præget af dyb isolation. Gennem disse år fortsatte han med at skabe kunst, der udforskede de mørkeste og mest urovækkende afkroge af den menneskelige psyke.

Politiske uroligheder i Spanien tvang ham til sidst væk fra sine vante omgivelser. I 1824 søgte han eksil i Bordeaux i Frankrig. Han blev boende der, hvor han fortsatte sit kunstneriske virke med et særligt fokus på raderinger, indtil han gik bort den 16. april 1828. Hans sidste år i Bordeaux var præget af en fornyet interesse for tyrefægtningens spektakulære verden, hvilket tydeligt kommer til udtryk i hans La Tauromaquia-serie.

• Saturn Devouring His Son
• Asmodea
• La Tauromaquia

Arv og indflydelse

Tyngden af hans værk hviler tungt mellem to epoker. Han bliver ofte kaldt den sidste af de gamle mestre og den første af de moderne, en position der markerer overgangen fra fortidens strukturerede traditioner til den nye tids ekspressive frihed. Som en ledende skikkelse i romantikken bevægede han sig væk fra de polerede overflader fra sine tidlige år ved hoffet mod en stil, der prioriterede den rå virkelighed i den menneskelige tilstand. Hans evne til at indfange et portræts psykologiske sandhed, selv i de mest urolige eller mørke kompositioner, ændrede fundamentalt den måde, kunstnere tilgik lærredet på.

Dette skift mod en mere subjektiv og intens måde at se verden på satte dybe spor hos dem, der fulgte efter ham. Hans indflydelse strækker sig gennem årtierne og genfindes i værker af både Édouard Manet og Pablo Picasso. Senere i historien bærer den viscerale, forvridne energi i Francis Bacons malerier ekkoer af det mørke, som Francisco Goya udforskede. Han forbliver den vigtigste spanske kunstner fra det sene 18. og tidlige 19. århundrede, da han formåede at bygge bro mellem den spanske krone krav om formel præcision og de indre, ofte turbulente, udforskninger af det individuelle sind.

• The Third of May, 1808
• Saturn Devouring His Son
• La maja desnuda