Mikhail Scotti

Tidligt liv, familie og uddannelse

Mikhail Scotti blev født ind i en slægt af malere. Hans far, Ivan Karlovich Scotti, arbejdede som dekorationsmaler efter at være blevet bragt til Rusland fra Norditalien. Denne forbindelse til hans italienske herkomst prægede hjemmets tidlige miljø. Efter sin fars død blev Mikhail adopteret og opdraget af historiemaleren Alexei Yegorov. Denne overgang fra den biologiske familie til en mentors omsorg kom til at definere hans formative år.

Hans uddannelse begyndte på Sankt Catharinas katolske skole, hvor han modtog sin grundlæggende skolegang. Herfra førte hans vej mod den Kejserlige Kunstakademi. Han brugte tid på at overvære undervisningen på Akademiet, hvor han opsugede håndværkets tekniske krav. Hans hånd viste tidligt løfte i studiet af form; han blev tildelt en sølvmedalje for sin evne til at tegne efter livet. I 1835 havde han fuldført sin formelle uddannelse og dimitterede med en guldmedalje.

Karriere i Rusland og Italien

Efter sin formelle uddannelse tilbragte han en tid på Shepelev-godset nær Ardatov. Her var hans dage optaget af at give tegneundervisning og at male ikoner. Denne periode med stille fordybelse ledte op til en rejse mod syd. Han rejste gennem Tyskland mod Italien, ledsaget af grev Pavel Kutaisov. Han blev i Italien indtil 1844, hvor han opsugede regionens unikke lys og former.

Hans kunstneriske virke førte ham tilbage til religiøse motiver i skiftende omgivelser. I 1844 malede han ikoner til det russisk-ortodokse kapel ved ambassaden i Istanbul. Ved 1845 var han gået videre til at skabe en række ikoner til Frelserens Katedral i Nizhny Novgorod. Disse religiøse bestillingsværker bidrog til hans anerkendelse, og han blev til sidst tildelt titlen som akademiker.

Undervisning og religiøse værker

I Moskva påtog Mikhail Scotti sig rollen som lærer og inspektør ved Moskvas skole for maleri, skulptur og arkitektur, hvor han trådte ind i det embede, som tidligere var besiddet af Fyodor Zavyalov. Han brugte sine år på at vejlede en helt ny generation af malere. Blandt dem, der blev formet under hans kyndige hånd, fandt man navne som Konstantin Makovsky, Nikolai Nevrev, Vasily Perov og Sergei Gribkov. Med et vågent øje overværede han deres arbejde og videregav de tekniske fundamenter, som han selv havde modtaget gennem sin egen omfattende uddannelse.

Hans pensel søgte ofte mod det hellige, og han fortsatte med at skabe utallige religiøse værker gennem denne periode. I Sankt Petersborg bidrog han til udsmykningen af Annoncieringskirken, et værk der blev udført under ledelse af Konstantin Thon. Hans hænder bevægede sig ubesværet mellem klasselokalets stille krav og de faste, disciplinerede forventninger, der fulgte med det kirkelige maleri.

Rejser og de sidste år

I 1857 begyndte hans vandringer at krydse landegrænserne. Han tilbragte tid i Italien, Spanien og Frankrig, og bevægede sig gennem disse lande med samme rastløse nysgerrighed, som han havde udvist i sine yngre år. Disse rejser var en integreret del af et liv dedikeret til at observere kontinentets skiftende lys og de evige former, der definerer det europæiske landskab.

Hans ophold i Frankrig fandt sin afslutning i Paris. En pludselig og kortvarig sygdom hentede ham væk i 1861. Han blev stedt til hvile på Montmartre-kirkegården, hvor han efterlod sig mindet om et stille kunstnerliv – en rejse, der havde ført ham fra de russiske akademier til de levende atelierer i Europa.