Improvisation 9

Tidlige år og akademisk dannelse

Wassily Kandinsky blev født i Moskva som søn af Lidia Ticheeva og Vassily Silvestrovich Kandinsky. Hans formative år blev dybt præget af musikkens klangfulde verden, da han brugte sin tid på at studere både klaver og cello. Disse tidlige lektioner i rytme og lydens væsen skulle vise sig at være en livslang følgesvend, der blev siddende i ham længe efter, at han havde forladt sit barndomshjem.

Hans livsvej førte dog ikke umiddelbart mod lærredet. I stedet valgte han en formel uddannelse ved universitetet i Moskva, hvor han fordybede sig i jura, økonomi og etnografi. Efter sin eksamen fandt han sin vej ind i undervisningsverdenen som lektor. Det var først, da han nåede 30-årsalderen, at han påbegyndte sine formelle studier i malerkunsten, hvilket markerede et radikalt skifte fra studiet af sociale og juridiske strukturer til den fysiske og skabende handling i tegning og skitse.

Dette skifte førte ham mod München, hvor han søgte mod en mere intensiv og disciplineret træning ved Anton Ažbe-skolen og Kunstakademiet. Her brugte han sine dage på at mestre formens mekanik og forståelsen af, hvordan lyset interagerer med de objekter, det rammer. Han bevægede sig væk fra sit tidligere akademiske liv for i stedet at finde sin plads i kunstens verden som dedikeret studerende.

Overgangen til det kunstneriske liv

Vendepunktet indtraf i 1896 under en udstilling i Moskva. Synet af Claude Monets "Høstakke" ændrede fundamentalt hans opfattelse af lys og farve. Dette møde med impressionismen tændte en dyb og vedvarende trang til maleriet – en stille omdirigering af et liv, der før havde været fokuseret på lovens og økonomiens strukturerede verden. Lærredets kraft viste sig at være stærkere end stabiliteten i hans akademiske karrierevej.

Han forlod til sidst sin stilling som professor i jura ved universitetet i Dorpat for at følge denne nye impuls. Omkring 1896 var han flyttet til München for at påbegynde formelle studier i kunst. Han opsøgte Anton Ažbe-skolen og Kunstakademiet for at mestre sit valgte håndværks mekanik. Denne overgang markerede en rejse fra forelæsningssalen til atelieret, hvor han byttede juridisk teori ud med studiet af form og pigment.

• The Blue Rider (1903)

Murnau-perioden og ekspressionismen

I 1901 mødte Wassily Kandinsky kunstneren Gabriele Münter. Deres forbindelse blev styrket gennem deres fælles fascination af farvernes ekspressive kraft. Omkring 1909 havde de købt et hus i Murnau, hvilket skabte de perfekte rammer for en serie landskabsmalerier, hvor naturens former begyndte at transformere sig. Værkerne fra denne tid bærer præg af hans tidligere studier, især den dybe indflydelse fra russisk folkekunst. Han benyttede sig af lysende, mættede farver mod mørke baggrunde – en æstetisk vane, der talte direkte til hans rødder og ungdoms traditioner.

Landskaberne fra Murnau var ikke blot efterligninger af de omgivende scenerier. Han betragtede bakkerne og husene gennem en linse, der prioriterede følelsesmæssig intensitet over bogstavelig nøjagtighed. Farverne blev mere selvsikre og bevægede sig væk fra den traditionelle repræsentations stilhed. Han søgte en metode til at få lærredet til at pulsere af liv, hvor landskabet blot fungerede som et udgangspunkt for en mere indre, åndelig rejse. Penselstrøgene blev bredere, og de skarpe grænser mellem de forskellige objekter begyndte gradvist at bløde op.

• Murnau. Landskab med grønt hus (1909)

Den Blå Rytter og Abstraktionen

I München skiftede fokus mod en helt ny måde at se verden på. Wassily Kandinsky var medstifter af gruppen Der Blaue Reiter (Den Blå Rytter), en kunstnerisk cirkel, der søgte at bevæge sig ud over tingenes overflade. Denne periode markerede hans tætte bånd til ekspressionismen, en bevægelse hvor målet var at finde et visuelt sprog for den indre ånd. Han begyndte gradvist at bevæge sig væk fra landskabets genkendelige former til fordel for en stil, der prioriterede farvens og formens følelsesmæssige tyngde. Det var et brud med den bogstavelige verden, en bevægelse mod det ikke-objektive, hvor det materielle måtte vige for det sjælelige.

Hans arbejde blev en dybdegående undersøgelse af, hvordan en linje eller en nuance kunne agere som en musikalsk tone. Som pioner inden for den abstrakte kunst befrudede han maleriet ved at fjerne behovet for, at et motiv skulle være et genkendeligt objekt. I stedet fokuserede han på samspillet mellem former og den måde, de kunne kommunikere på uden direkte reference til naturen. Denne udvikling mod det ikke-repræsentative var ikke et pludseligt brud, men snarere en stødig bevægelse mod følelsens essens. Lærredet blev et rum for ren komposition, hvor arrangementet af elementer talte direkte til beskuerens intuition.

• 1913: Color Study of Squares and Circles
• 1914: Im Kreis (I cirklen)
• 1923: Composition VIII
• 1926: Several Circles

Undervisning og Bauhaus-årene

Efter sin tid i Rusland, hvor han tjente som den første direktør for Instituttet for Kunstnerisk Kultur i Moskva, bevægede Wassily Kandinsky sig mod de akademiske kredse i Tyskland. I 1921 blev han inviteret til at undervise på Bauhaus i Weimar. Denne periode markerede et skift mod en mere struktureret udforskning af, hvordan farve og form interagerer på lærredet. Han tilbragte størstedelen af sin tid dér, hvor han underviste ved Bauhaus-skolen for kunst og arkitektur fra 1922 og frem til 1933.

Hans tilstedeværelse i klasseværelset var defineret ved et intenst fokus på det visuelle sprogs mekanik. Han undersøgte, hvordan en cirkel eller en linje kunne bære vægt og betydning uden at behøve at ligne et fysisk objekt. Dette var en tid præget af eksperimenter med geometri og den psykologiske indvirkning af specifikke nuancer. Værkerne fra disse år bærer ofte præg af en nyvunden præcision, der bevæger sig væk fra de flydende, organiske former fra hans tidligere år mod en mere kalkuleret arrangement af elementer.

Denne undervisningsperiode fik en brat afslutning, da det nazistiske regime lukkede Bauhaus i 1933. Dette tvang ham væk fra skolens strukturerede miljø og ledte ham mod et nyt kapitel i Frankrig. Hans tid i Tyskland havde været en periode med dyb teoretisk udvikling, hvor det abstrakte blev en metode til at kortlægge sindets indre landskab.

De sidste år og det sidste opholdssted

Lukningen af Bauhaus i 1933 blev startskuddet til en rejse mod Frankrig. Han slog sig ned i det franske landskab og blev boende i landet fra 1933/1934 og helt frem til sin død. I denne periode blev hans bånd til det nye hjemland stadig dybere, og i 1939 blev han formelt set fransk statsborger.

Hans sidste år blev tilbragt i dette franske miljø, hvor han fortsatte sit arbejde med de lagdelte impasto-teknikker, der gav hans lærreder en næsten fysisk og tekstureret tilstedeværelse. Et af de markante værker fra denne periode er An Intimate Party (1942). Han gik bort den 13. december 1944.

Vigtige værker og kunstneriske milepæle

Ved et nærmere eftersyn af hans tidlige produktion finder man rødderne til hans skift mod abstraktionen. I 1903 malede han Den Blå Rytter, et værk hvor en mørkeblå kappeklædt skikkelse rider på en hest gennem et sparsomt, frodigt landskab. Dette værk indfanger et overgangsmoment, hvor verdens genkendelige former begynder at give slip til farvernes dragende kraft. Hans penselstrøg i denne periode var ofte brede og ekspressive, hvilket antydede de ikke-objektive retninger, som hans arbejde i sidste ende ville tage.

Efterhånden som hans fokus bevægede sig mod geometrisk præcision og samspillet mellem former, blev hans kompositioner mere strukturerede. I 1923 skabte han Komposition VIII, et værk defineret af interaktionen mellem cirkler og linjer. Omkring 1925 havde hans palet ændret sig igen i Gul, Rød, Blå, hvor farverne i sig selv blev det primære motiv. Disse år vidner om en stødig bevægelse væk fra ungdommens landskaber mod et sprog af rene former og nuancer. Selv i hans senere år fortsatte eksperimenteringen; Komposition X blev skabt omkring 1939 og viste den fortsatte udvikling af hans visuelle vokabular.

• Abschied (lille version) (1903)
• Improvisation. Gorge (1914)
• Im i cirklen (1914)
• Flere cirkler (1926)

Hvor man kan opleve hans værker i dag

Hans lærreder er spredt ud over flere store institutioner, hvilket inviterer til et nært blik på, hvordan hans brug af farve og form udviklede sig gennem årene. I Paris huser Centre Pompidou mange af hans malerier, hvilket giver en unik mulighed for at opleve hans skift mod de ikke-objektive kompositioner. I New York City findes Solomon R. Guggenheim Museum ligeledes en samling af hans værker, herunder stykker fra hans mere geometriske faser.

I München indeholder Lenbachhaus en betydelig udvælgelse af hans malerier, som reflekterer hans tid med Den Blå Reiter-gruppen. For dem, der ønsker at se hans storslåede og komplekse arrangementer, huser Tretyakov Gallery i Moskva hans monumentale "Composition VII". Disse lokationer tilbyder hver især forskellige perspektiver på hans udvikling, fra hans tidlige ekspressive landskaber til hans senere, mere strukturerede abstraktioner.

• Composition VII
• Several Circles
• Yellow, Red, Blue
• An Intimate Party