Menu
GRATIS KUNSTRÅDGIVNING

Tarsila Do Amaral

1886 - 1973

Kort om kunstneren

  • Movements: modernism
  • Top 3 works:
    • Paisagem antropofágica
    • Antropofagic animals in the landscape
    • São Paulo
  • Top-ranked work: Paisagem antropofágica
  • Nationality: Brasilien
  • Creative periods:
    • mature period
    • modernist period
  • Room fit: stue og opholdsrum
  • Also known as:
    • Tarsila De Aguiar Do Amaral
    • Tarsila De Aguiar
  • Typical colors: pastelfarver
  • Emotional tone: reflekterende
  • Lifespan: 87 years
  • Mere…
  • Works on APS: 36
  • Born: 1886, Cachoeira do Sul, Brasilien
  • Died: 1973
  • Gift suitability: other-none
  • Copyright status: Under copyright
  • Color intensity:
    • kraftfuld
    • balanceret
  • Museums on APS:
    • Museu de Valores do Banco Central do Brasil
    • Centro Cultural São Paulo
    • Centro Cultural São Paulo
    • Centro Cultural São Paulo
    • Centro Cultural São Paulo
  • Vibe: seren
  • Art period: Moderne

Kunstquiz

Der er kun ét korrekt svar på hvert spørgsmål.

Spørgsmål 1:
Tarsila do Amaral betragtes som en førende kunstner inden for hvilken bevægelse?
Spørgsmål 2:
Hvilken gruppe var Tarsila do Amaral medlem af, som havde betydelig indflydelse på den moderne kunstbevægelse i Brasilien?
Spørgsmål 3:
Hvilket maleri af Tarsila do Amaral inspirerede Oswald de Andrades 'Manifesto Antropófago'?
Spørgsmål 4:
Hvor studerede Tarsila do Amaral oprindeligt, før hun forfulgte sin kunstnerkarriere?
Spørgsmål 5:
I hvilken by studerede Tarsila do Amaral ved Académie Julian og Académie Moderne?

En brasiliansk visionær: Livet og kunsten hos Tarsila do Amaral

Tarsila do Amaral trådte frem som en skelsættende skikkelse i det levende væv af brasiliansk kunst i det tidlige 20. århundrede; en maler, der turde destillere sin nations essens ned på lærredet med dristige farver og en innovativ ånd. Hun blev født den 1. september 1erede 1886 i Capivari, São Paulo, ind i en velstående kaffeproducerende familie, og hendes opvækst gav hende muligheder, der var usædvanlige for kvinder i hendes samtid. Dette privilegium gjorde det muligt for hende at opsøge kunstnerisk træning, oprindeligt under vejledning af Pedro Alexandrino Borges, før hun begav sig ud på en transformativ rejse til Paris i 1920. Det var inden for murene på Académie Julian og senere Académie Moderne, at hun stiftede bekendtskab med de avantgardistiske strømninger, der omformede kunstverdenen – kubisme, futurisme og ekspressionisme – indflydelser, som skulle præge hendes kunstneriske bane dybtgående. Mentorskabet fra Fernand Léger, Albert Gleizes og André Lhote viste sig særligt betydningsfuldt, da det opmuntrede hende til at syntetisere europæisk modernisme med en distinkt brasiliansk sanselighed.

Formningen af en national identitet gennem kunsten

Ved sin hjemkomst til Brasilien i begyndelsen af 1920'erne blev Tarsila en central kraft i definitionen af en unikt brasiliansk modernistisk tradition. Hun var ikke blot ved at importere europæiske stilarter; hun søgte aktivt at skabe en kunst, der talte til sin nations sjæl og afspejlede dens landskaber, mennesker og kulturelle kompleksiteter. Denne søgen førte hende til et samarbejde med en gruppe ligesindede kunstnere og intellektuelle – Anita Malfatti, Menotti Del Picchia, Mário de Andrade og Oswald de Andrade – kollektivt kendt som Grupo dos Cinco. Sammen udfordrede de konventionelle kunstneriske normer og anførte en bevægelse, der søgte at bryde fri af akademiske begrænsninger og omfavne et nyt visuelt sprog. Tarsilas bidrag var særligt betydningsfuldt i artikuleringen af denne vision gennem hendes malerier, som ofte skildrede scener fra det brasilianske liv med en drømmeagtig kvalitet og en levende farvepalet.

Kraften i Abaporu og Antropofagia-bevægelsen

Måske intet enkelt værk legemliggør Tarsilas kunstneriske filosofi kraftfuldere end Abaporu (1928). Dette ikoniske maleri, der forestiller en ensom figur med overdimensionerede fødder siddende midt i et surrealistisk landskab, blev katalysatoren for en af Brasiliens mest indflydelsesrige kulturelle bevægelser: Antropofagia – eller ”kannibalisme”. Inspireret af Oswald de Andrades manifest med samme navn, foreslog Antropofagia, at brasilianske kunstnere skulle ”fortære” fremmede indflydelser og transformere dem til noget unikt deres eget. Abaporu indfangede visuelt dette koncept ved at repræsentere en afvisning af kolonial efterligning og en omfavnelse af kulturel hybriditet. Maleriets billedsprog – de store fødder, der er rodfæstet i jorden, det gådefulde ansigtsudtryk – resonerede dybt i en nation, der kæmpede med sin identitet i kølvandet på uafhængigheden. Det var ikke blot et kunstværk; det var en erklæring om kunstnerisk suverænitet. Udover Abaporu demonstrerede værker som A Negra (1923) og Morro da Favela hendes engagement i sociale temaer, hvor hun portrætterede marginaliserede samfund og udfordrede de herskende samfundsnormer.

Arv og vedvarende indflydelse

Gennem sin lange og produktive karriere fortsatte Tarsila do Amaral med at udforske de komplekse lag af brasiliansk identitet gennem en mangfoldig produktion. Hendes malerier er kendetegnet ved deres dristige farver, forenklede former og drømmeagtige atmosfære, som ofte blander elementer af realisme med surrealisme og abstraktion. Hun veg ikke tilbage for eksperimenter og udviklede konstant sin stil, mens hun forblev tro mod sin kernevision. Hendes indflydelse strakte sig langt ud over malerkunstens verden og inspirerede generationer af brasilianske kunstnere samt formede nationens kulturelle landskab. I dag findes Tarsila do Amarals værker i prestigefyldte samlinger verden over, herunder Museu de Valores do Banco Central do Brasil og Museu de Arte do Rio Grande do Sul. Hendes kunst fortsætter med at fange publikum med sin vibrerende energi, poetiske billedsprog og dybe udforskning af, hvad det vil sige at være brasiliansk. Hun gik bort den 17. januar 1973 og efterlod sig en arv som en af Latinamerikas vigtigste modernistiske kunstnere – en visionær, der turde male sin nations sjæl.