Historisk skikkelse og statsmand
Bernardo O'Higgins var en chilensk militærofficer og statsmand, der tjente som Chiles anden øverste leder fra 1817 til 1823. Han var en central skikkelse i kampen for Chiles uafhængighed fra det spanske imperium og betragtes i dag som en af nationens grundlæggere. Han blev født i Chillán som søn af Ambrosio O'Higgins og Isabel Riquelme. Efter at have studeret i London vendte han tilbage til Chile i 1802, hvor han blev jordejer. Han spillede en afgørende rolle i den nationale junta, der blev etableret i 1810, og blev valgt til Chiles første nationale kongres i 1811.
Under uafhængighedskrigene var O'Higgins involveret i flere skelsættende militære slag, herunder slaget ved Chacabuco og slaget ved Maipú. Efter sin embedsperiode som øverste leder søgte han i eksil i Peru, hvor han gik bort i 1842.
Politisk og militær arv
I sin tid som øverste leder arbejdede O'Higgins utrætteligt på at opbygge institutioner for den nye nation, hvilket blandt andet omfattede grundlæggelsen af den moderne chilenske flåde og den chilenske militærakademi. Hans lederskab var præget af omfattende militære reformer og bestræbelser på at forbedre landbruget. På trods af disse fremskridt førte hans radikale reformer til spændinger med aristokratiet, kirken og erhvervslivet, hvilket skabte en udbredt utilfredshed. Dette politiske pres tvang ham i sidste ende til at træde tilbage i 1823.
Hans liv og bedrifter har efterladt et uudsletteligt aftryk på regionen, og hans minde lever videre gennem utallige steder og æresbevisninger, herunder:
