Metronomen

En rytme af brudte planer

Metronomen hviler i det øverste venstre hjørne som en pyramidal tyngde af okker og sienna. Dens trækasse er splintret i trapezformede facetter, der overlapper med kanterne af en mandola. Et tykt, buet X markerer optræksnøglen – et tungt penselstrøg, der inviterer øjet til at røre ved metallet. Kompositionen hviler ikke på én enkelt horisont, men trækker i stedet beskueren gennem et lavvandet, sammenpresset rum, hvor skygge og lys eksisterer i lige stor grad.

Farvepaletten er dæmpet og funderet i jordagtige brune nuancer, dyb sort og en enkelt plet af skovgrøn. Linjer definerer kanterne uden den blødhed, man finder i traditionel konturering. Hver form – trekanter, firkanter og uregelmæssige fragmenter – er en del af et større, geometrisk netværk. Overfladen bærer præg af synlige penselstrøg, der giver oliemaleriet på lærredet en taktil kvalitet.

Tidens arkitektur

I slutningen af 1909 blev Paris centrum for en radikal dekonstruktion. Dette værk tilhører den tidlige fase af Analytisk Kubisme, hvor målet var at repræsentere et objekts totalitet snarere end blot dets ydre fremtræden. Metronomen, en anordning designet til at opdele tiden gennem gentagen bevægelse, introducerer en følelse af varighed i et stilleben. Dens tilstedeværelse antyder en puls midt i stilheden.

Maleriet benytter omvendt perspektiv og overlappende planer til at nedbryde det traditionelle, enartede synspunkt. Ved at præsentere flere perspektiver samtidigt indfanger kunstneren den måde, et objekt opfattes på i sindet. Den mekaniske genstand, med dens aftagelige frontplade og indre pendul, legemliggør både bevægelse og hvile. En stødig rytme forbliver uhørt.