Guide til elevkunst
Ophavsret Dette værk er i det offentlige domæne. Simon Bening døde i 1561; ophavsretten varer 70 år efter kunstnerens død, så den udløb i 1631.
I kontekst
Self-portrait — Simon Bening
Originalen måler 9 × 6 cm (højde × bredde), vist her ved siden af en voksen person af gennemsnitlig højde.
Skyggelagt: Simon Bening' livstid (1483–1561) ▲ dette værk, 1558
Vælg et af de ovenstående værker: nævn to ting, det har til fælles med dette, og én ting, der er forskellig.
Flere værker, der kan placeres ved siden af dette: artsdot.com/da/art/similar/simon-bening-self-portrait-D32J3N-en/
Målt ud fra billedet
Hovedfarve
Espresso #5f4b34
Gemt palet
Om dette kunstværk
Self-portrait — Simon Bening
Written in gold on a red background is an inscription that identifies this miniature as a self-portrait of the famous Bruges illuminator, Simon Bening: "Simon Bennik, the son of Alexander, painted this himself at the age of 75 in 1558."Simon Bening became one of the most famous illuminators of the sixteenth century. He spent his early years in Ghent or Antwerp, probably working under the tutelage of his father, the illuminator Alexander Bening. Simon moved to Bruges permanently in 1517, where over time he headed a large and flourishing workshop. Although Bening was much admired in his day and widely imitated, his artistic personality has yet to be thoroughly studied.This miniature painting has attracted considerable interest in art history as an early self-portrait of an artist. Bening portrays himself, spectacles in hand, seated before a wooden easel. The easel holds a drawing of the Virgin and Child; along its left edge, small ledges hold various painting materials. In representing this imagery Bening allies himself with Saint Luke, the patron saint of painting, who is traditionally shown painting an image of the Virgin - a subject that itself became a conceit for the self-portrait of the artist in the 15th and 16th centuries. Bening portrays himself not in the garb of an artisan, but as a member of the intelligentsia. By inscribing his work with a signature (as the son of Alexander) and a date, he acknowledges his talents and heritage in the distinguished lineage of Bening illuminators in Bruges. The illumination was probably made as an independent work, rather than as part of a book, at a time when autonomous miniatures increasingly came into production. A second version of this miniature is in the Victoria and Albert Museum, London.
Kunstner og museum
Født i Gent, Belgien
Raphael Sanzio, født Raffaello Santi den 6. april 1483 i Urbino, Italien, var en maler og arkitekt, hvis navn er blevet synonymt med højrenæssancens ynde og harmoni. Selvom hans liv kun strakte sig over syvogtredive år – han døde tragisk ung den 6. april 1520 – er Raphaels indvirkning på den vestlige kunst umålelig. Han var ikke blot en dygtig håndværker; han besad en medfødt poetisk sans, der formåede at oversætte humanismens og nyplatonsk filosofis idealer til bjergtagende smukke malerier, som fortsat betager publikum århundreder senere. Hans eftermæle hviler primært på hans ”Madonnas”, disse serene og lysende skildringer af Maria og barnet, men også på de monumentale freskoer i Vatikanpaladset og en dyb indflydelse på de generationer af kunstnere, der fulgte efter ham.
Urbino, Raphaels fødeby, var et levende kulturelt centrum under hertug Federico da Montefeltros regeringstid. Hertugen skabte et miljø, hvor kunsten blomstrede og tiltrak lærde, poeter og kunstnere fra hele Italien. Raphaels far, Giovanni Santi, var hofmaler, og det var gennem ham, at den unge Raffaello først mødte kunstens verden. Giovanni indprentede ikke blot tekniske færdigheder i sin søn, men også en dyb værdsættelse af klassisk litteratur og filosofi – afgørende elementer i den spirende humanistiske bevægelse. Afgørende var det også, at Giovanni introducerede Raphael til de kunstneriske kredse omkring hertugen, hvilket eksponerede ham for idéerne fra Leonardo da Vinci og andre fremtrædende skikkelser.
Efter sin fars død i 1494 påtog Raphael sig ansvaret for at lede hans værksted, en krævende opgave, der sleb hans organisatoriske evner og yderligere udviklede hans kunstneriske talent. Han vandt hurtigt anerkendende som en begavet maler og påtog sig bestillingsarbejder for kirker og private mæcener i hele regionen. Hans tidlige værker, såsom Skattens betaling (omkring 1503-1504), udviste allerede en bemærkelsesværdig beherskelse af perspektiv og komposition, hvilket varslede de stilistiske innovationer, der skulle definere hans modne stil. Han tilbragte tid i Perugia fra 1504 til 1507 under vejledning af Pietro Vannucci, bedre kendt som Perugino, hvor han opsugede mesterens teknikker, mens han samtidig udviklede sin egen særprægede tilgang.
I 1508 flyttede Raphael til Firenze, en by der på det tidspunkt emmede af kunstnerisk innovation. Han blev dybt påvirket af værkerne fra Leonardo da Vinci, Michelangelo og Masaccio – kunstnere, der skubbede grænserne for perspektiv, anatomi og emotionelt udtryk. Han tilbragende næsten tre år i Firenze, hvor han producerede en række malerier, der markerede et betydeligt brud med Peruginos mere tilbageholdende stil. Gravlæggelsen (1507-1508) demonstrerede eksempelvis Raphaels voksende mestring af dramatisk komposition og hans evne til at formidle dyb følelse gennem gestik og ansigtsudtryk. Det var i denne periode, han begyndte at forfine sin signaturagtige ”Madonna”-cyklus – en serie malerier, der skildrer Jomfru Maria med Jesusbarnet – som skulle blive hans mest berømte bedrift. Disse Madonnas var ikke blot fromme billeder; de var omhyggeligt konstruerede fortællinger, gennemsyret af klassisk skønhed og filosofisk dybde.
I 1509 påtog Raphael sig en opgave fra pave Julius II om at dekorere Stanza della Segnatura (Signatura-værelset) i Vatikanpaladset. Dette monumentale projekt gav Raphael en hidtil uset mulighed for at fremvise sit kunstneriske geni i stor skala. Over de næste par år skabte han fire enorme freskoer, der udforskede temaer inden for filosofi, teologi og klassisk lærdom – et spejlbillede af pavens interesse for humanistisk videnskab. Skolen i Athen (1509-1511), måske hans mest berømte værk, skildrer en samling af antikke filosoffer og videnskabsmænd, herunder Platon og Aristoteles, engageret i en livlig debat. Freskoen er ikke blot en historisk illustration; det er en kraftfuld allegori over menneskelig fornuft og intellektuel søgen, der legemliggør renæssancens ideal om en harmonisk syntese mellem klassisk lærdom og kristen tro. Han færdiggjorde også Geminis triumf (1509-1510) og Konstantins disputats (1510-1511), hvilket yderligere cementerede hans ry som en mester inden for komposition, farve og psykologisk indsigt.
Raphaels for tidlige død i Rom den 6. april 1520, blot syvogtredive år gammel, afbrød en strålende karriere. På trods af hans korte liv efterlod han sig et ekstraordinært værk, der dybt påvirkede generationer af kunstnere. Hans fokus på klarhed, harmoni og idealiseret skønhed blev kendetegn for højrenæssancens stil og formede Europas kunstneriske standarder i århundreder fremover. Hans indflydelse kan ses i værkerne hos utallige malere, herunder dem, der fulgte ham i barokperioden. Raphaels eftermæle rækker ud over hans individuelle malerier; han huskes som et symbol på kunstnerisk perfektion – ”skønhedens poet” – hvis kunst fortsat inspirerer og løfter beskuere over hele verden. Hans arbejde forbliver et vidnesbyrd om den menneskelige kreativitets kraft og de klassiske idealers vedvarende appel.
artsdot.com/da/art/download/simon-bening-self-portrait-D32J3N-en/
Kig nærmere efter
Self-portrait — Simon Bening
Svar med dine egne ord. Der er ingen forkerte svar her – kun svar, som du kan forklare.
Skriv et kort afsnit om dette kunstværk. Brug fakta fra de tidligere dele af denne guide samt dine svar ovenfor.