Kunstner
Født i Daugavpils, Letland
Mark Rothkos tidlige liv
Mark Rothko blev født som Markus Yakovlevich Rothkowitz i 1903. Han blev født i Dvinsk, Rusland, i et område, der i dag er kendt som Daugavpils i Letland. Hans familie levede inden for Pale of Settlement, en region præget af politisk uro og den konstante skygge fra pogromer. Denne atmosfære af ustabilitet fulgte med familien, da de emigrerede til USA i 1913. Efter at have passeret gennem Ellis Island slog de sig ned i Portland, Oregon.
Hans far, Jacob, arbejdede som apoteker. Han var en intellektuel mand med socialistiske sympatier, der skabte et hjem centreret omkring læring og debat. Dette miljø af dyb tankevirksomhed blev afbrudt af et pludseligt tab. Kort efter familiens ankomst til Amerika døde Jacob af tyktarmskræft. Denne tidlige erfaring med sorg og de udfordringer, der fulgte med immigranttilværelsen, blev et stille fundament for det menneske, han senere skulle blive til.
Kunstnerisk uddannelse og de tidlige år i New York
Flytningen til New York City i 1923 markerede et afgørende skifte i hans fokus. Efter en periode på Yale University trak storbyens uimodståelige kraft ham væk fra den formelle akademiske verden. Han søgte mod Art Students League for at forfine sit håndværk og sin kunstneriske praksis. I disse formative år var hans pensel optaget af det håndgribelige; han malede portrætter og urbane scener, hvor han rettede en omhyggelig opmærksomhed mod detaljer i menneskers ansigter og de rå, beskidte teksturer i byens gader. Hans værker var solidt forankret i realismen, og han indfangede den fysiske verden med stor præcision, før den radikale bevægelse mod abstraktionen for alvor tog fat.
Omkring 1940 traf han beslutningen om at ændre sit navn til Mark Rothko. Dette var en overgangsperiode, hvor han bevægede sig væk fra ungdommens strukturerede repræsentation af virkeligheden. Hans fokus begyndte at drive væk fra byens genkendelige objekter og mod noget langt mere udefinerbart. Han var i gang med en dybdegående søgen efter en metode til at udtrykke den menneskelige erfaringes tyngde, uden at være afhængig af de bogstavelige former, som verden omkring ham tilbød.
Udviklingen mod abstrakt ekspressionisme
Som 1940'erne skred frem, begyndte den omhyggelige realisme fra hans tidligere år at vige pladsen. Fokus skiftede væk fra de genkendelige detaljer i urbane scener og portrætter, og i stedet vendte han blikket mod surrealismens og mytologiens sprog. Han benyttede disse temaer til at finde en vej til at udtrykke den menneskelige følelses tyngde. Malerierne fra denne periode var ofte præget af biomorfe former – skikkelser, der syntes at svæve i en tilstand, hvor de hverken var helt figurative eller helt abstrakte.
Denne periode markerede hans tilknytning til den amerikanske abstrakte ekspressionisme. Han bevægede sig væk fra den strukturerede verden af genstande for at udforske noget mere indre og sjæleligt. Lærrederne handlede ikke længere om, hvordan en ting så ud, men snarere om den følelse, den bar på. Han søgte en måde at kommunikere den menneskelige tilstands kompleksitet gennem form og myte.
Mother and Child (1934)
The Pugilist
The High Priest (1945)
Udviklingen af Color Field-maleriet
Mod slutningen af 1940'erne begyndte hans værker at gennemgå en markant forvandling. Han bevægede sig væk fra figurernes former og mytologiens fortællinger og skrællede det genkendelige billedsprog væk for at finde noget mere direkte og essentielt. Lærrederne voksede i skala og blev domineret af store, rektangulære farveflader, der syntes at svæve i rummet. Disse former hvilede ikke blot på overfladen, men virkede til at eksistere i et lavvandet, åndende rum. Dette skift markerede begyndelsen på hans modne periode, en tid der er uløseligt forbundet med fremkomsten af Color Field-maleriet.
Påføringen af maling var en langsom og lagdelt proces. Han benyttede tynde lasurer af pigment til at opbygge overfladen, hvilket skabte subtile skift i både tone og tekstur. Disse lag fik lyset til at fremstå, som om det udgik fra selve lærredets indre. Kanterne på de farvede former var aldrig skarpe; i stedet var de slørede og bløde, hvilket gjorde grænserne mellem de forskellige nuancer gennemtrængelige. Denne metode forvandlede lærredet til et sted for en stille, tung og næsten overvældende tilstedeværelse.
No. 1
Three
No. 3/No. 13
No. 10 (Brown Black Sienna on Dark Wine)
Magenta, Black, Green on Orange
White over Red
Teknik og farvens sprog
Hans værker hviler på en særlig, stille metode med lag-på-lag-påføring. Han påførte tynde lasurer af oliemaling og opbyggede overfladen gennem omhyggelige, gennemsigtige lag. Denne proces skaber en fløjlsagtig tekstur, der synes at indeholde lyset i selve pigmentet snarere end blot at reflektere det fra overfladen. I stedet for skarpe linjer er kanterne på hans rektangulære former slørede, hvilket tillader farverne at bløde ind i hinanden og svæve mod hinanden. Disse store farveflader er skabt til at skabe en følelse af dybde, som om lærredet besidder sin egen åndedræt.
Han skrællede de titler væk, som kunne antyde et specifikt motiv eller en fortælling. Mange lærreder bærer kun simple numre, såsom No. 1 eller No. 6, hvilket efterlader beskueren ansigt til ansigt med farven uden nogen forudindtagede forestillinger. Dette valg fremtvinger et direkte møde med malingen. Han brugte disse lysende felter til at række ud efter specifikke, tunge menneskelige følelser: tragedie, ekstase og fortvivlelse. Værkernes skala er beregnet til at omslutte det menneske, der står foran dem, og forvandle selve det at se til en lydløs, fordybende oplevelse.
No. 10 (Brown Black Sienna on Dark Wine)
No. 37 or No. 19
White over Red
Store bestillingsværker og murmaleri-projekter
Mark Rothkos værker bevægede sig ofte ud over det enkelte lærred for at indtage hele rum. Han brugte betydelig tid på Seagram-murmalerierne, en serie malerier tiltænkt en restaurant i New York. Han besluttede dog til sidst, at de rette omgivelser ikke var fundet til værkerne, og donerede dem i stedet til Tate Gallery i London. Hans fascination af, hvordan farve besætter et rum, førte også til Harvard-murmalerierne, som blev skabt til en spisesal i Holyoke Center.
I Houston, Texas, efterlod han fjorten malerier til Rothko-kapellet. Dette non-konfessionelle rum rummer værker i varierende nuancer af sort. Malerierne er arrangeret, så de indgår i kapellets arkitektur og skaber et særligt miljø til stille eftertanke. Værkernes skala er tænkt til at møde beskueren præcis dér, hvor de står, og fylde det perifere synsfelt med farve.
De sidste år og den tragiske død
Tyngden af hans eget værk syntes ofte at hvile tungt på ham. Gennem hele sit liv kæmpede Mark Rothko med depression, en vedvarende skygge, der ledsagede hans søgen efter emotionel sandhed. Han levede et beskeden liv og trak sig ofte tilbage til de stille rum, som hans monumentale lærreder krævede. Intensiteten i hans fokus på den menneskelige tilstand—tragedie, ekstase og fortvivlelse—var ikke blot et motiv for penslen, men en virkelighed, han bar dybt inde i sig selv.
Mod slutningen af hans liv blev kampen for overvældende at bære. Den 25. februar 1970 tog Mark Rothko sit eget liv i sit atelier, i en alder af 66 år. Hans død efterlod en enorm samling af værker, herunder mange ufuldendte malerier, som indgik i den omfattende kunstneriske arv, som hans familie og eksekutorer senere måtte navigere gennem komplekse juridiske tvister.
Hans kunsts varige eftermæle
Tyngden af hans nærvær mærkes stadig i den måde, hans lærreder indtager et rum på. Han efterlod sig en arv bestående af 798 malerier, en enorm samling, der fortsat fungerer som et anker i den moderne kunsthistorie. Hans bevægelse mod store, lysende farverektangler var med til at definere den abstrakte ekspressionisme og fik senere stor indflydelse på den minimalistiske bevægelse. Disse værker er ikke afhængige af genkendelige former for at fastholde beskuerens opmærksomhed; i stedet hviler de på farvens langsomme, rytmiske åndedræt for at skabe en følelse af dybde.
Hans indflydelse mærkes i den måde, efterfølgende generationer har tilgået lærredet som et rum for psykologisk og spirituel udforskning. Ved at skrælle det narrative rod væk, ændrede han måden, mennesker interagerer med maleriets fysiske virkelighed på. Hans malerier anerkendes som nogle af de mest betydningsfulde værker fra det 20. århundredes kunst og findes ofte i de permanente samlinger på store institutioner som Museum of Modern Art i New York og Tate Modern i London. Værkernes skala opsluger ofte det perifere synsfelt og fremtvinger en stille, meditativ stilhed.
No. 6 (Violet, Green and Red)
Orange, Red, Yellow (1961)
N.10 (1958)
Hvor man kan opleve hans værker i dag
At stå foran hans lærreder er at mærke farvens tyngde i et stille rum. I New York huser Museum of Modern Art flere af hans værker. På den anden side af Atlanten tilbyder Tate Modern i London et lignende rum, hvor man kan sidde med hans monumentale former. I Washington, D.C., opbevarer National Gallery of Art en samling af hans malerier, hvor lyset rammer de lagdelte pigmenter på en måde, der afslører den dybde, han søgte gennem sine tynde lasurer af olie.
Der findes en helt særlig stilhed i Rothko Chapel i Houston, Texas. Det er et konfessionsløst rum, der rummer fjorten af hans malerier i varierende nuancer af sort. Bygningens arkitektur, en oktogon indskrevet i et græsk kors, var inspireret af kunstneren selv. Det forbliver et sted for stille eftertanke, hvor værkernes skala er beregnet til at omslutte det menneske, der står foran dem.
I Daugavpils i Letland er Rothko-museet indhyllet i den historiske artillerigevær-arsenalbygning i Daugavpils-fæstningen. Denne institution er det eneste sted i Europa, der permanent udstiller originale malerier udlånt fra hans bo. Besøgende kan finde hans arbejde i Rothko-salen, et rum designet til at rumme netop disse lærreder i en atmosfære, der ærer hans rødder.
No. 1 (uden dato)
Three (uden dato)
No. 3/No. 13 (uden dato)
No. 10 (uden dato)
Magenta, Black, Green on Orange (uden dato)
White over Red (uden dato)
Museum
Udstillet i Washington, USA
Oprindelse og historie bag National Gallery of Art
National Gallery of Art blev grundlagt som en privat institution i 1937 til det amerikanske folk. Fundamentet for museet blev lagt i kølvandet på en fælles resolution fra den amerikanske kongres. Institutionen blev udtænkt af Andrew W. Mellon, en bankmand fra Pittsburgh, der tjente som USA's finansminister fra 1921 til 1932. Mellon havde en vision om, at dette rum skulle fremme en dybere forbindelse til kunsten og skabe et sted, hvor offentligheden frit kunne møde betydningsfulde mesterværker.
Etableringen af galleriet var en bevidst indsats for at skabe et permanent hjem for kunsten i Washington, D.C. De første anskaffelser ankom i de tidlige 1930'ere og omfattede tyve et malerier fra Hermitage Museum i St. Petersburg. Disse tidlige værker bragte flere monumentale stykker kunst til hovedstaden, herunder:
Raphael’s Alba Madonna
Jan van Eyck’s Annunciation
Institutionens vækst blev drevet frem af Mellons private samling og betydelige midler. Gennem årtierne udvidede de omfattende samlinger sig takket være bidrag fra andre, herunder Paul Mellon, Ailsa Mellon Bruce og Chester Dale. Denne konstante udvikling har gjort det muligt for samlingen at udstikke en kunsthistorisk linje, der strækker sig fra middelalderen og helt frem til i dag.
Arkitekturen i de to hovedbygninger
Den fysiske tilstedeværelse af National Gallery of Art er defineret af en markant kontrast mellem to vidt forskellige arkitektoniske filosofier. West Building, tegnet af John Russell Pope, afspejler klassiske traditioner gennem sin neoklassiske stil. Dens marmorgulve og svimlende loftshøjder skaber en atmosfære af stilhed, hvor lyset strømmer ind gennem buede vinduer og oplyser de storslåede sale. Denne bygning er opført på det sted, hvor Baltimore and Potomac Railroad Station engang lå.
Som et brud med denne neoklassiske tyngde repræsenterer East Building ankomsten af modernismen. Denne fløj, som blev udtænkt af I.M. Pei og indviet i 1978, introducerer skarpe geometrier og marmoroverflader, der fanger lyset på helt nye måder. De to bygninger er fysisk forbundet via en underjordisk passage, en overgang der gøres endnu mere spektakulær af installationen Multiverse af Leo Villareal. Dette permanente lysværk benytter over 41.000 LED-noder til at kaste skiftende mønstre over et spænd på 200 fod.
De mangfoldige kunstsamlinger på udstilling
Samlingerne tegner et panorama over udviklingen af vestlig kunst fra middelalderen og frem til i dag. Den permanente samling rummer over 160.000 malerier, tegninger, fotografier, skulpturer og nye medier, som er spredt ud over hele museets område, herunder en 6,1 dekar stor skulpturhave, der ligger i umiddelbar nærhed af gallerierne. Institutionen huser over 141.000 værker af vestlig kunst fordelt på de forskellige afdelinger.
Denne samling omfatter et vidt spænd af kunstbevægelser og tekniske tilgange. I West Building forbliver fokus på de historiske traditioner, mens East Building huser moderne og samtidskunst. Denne bredde muliggør en direkte sammenligning mellem forskellige epoker af visuelt udtryk. Tilstedeværelsen af storslåede kinetiske bevægelser, såsom Alexander Calders mobiler, skaber en fascinerende kontrast til de mere statiske, traditionelle former, man finder i andre sektioner.
De tunge, teksturerede penselstrøg hos Claude Monet
De dristige, farvedrevne kompositioner af Henri Matisse
Den indviklede, mønstrede symbolisme i værker af Gustav Klimt
Storslåede kinetiske bevægelser i Alexander Calders mobiler
Mesterværker i den permanente samling
Samlingen rummer betydningsfulde værker fra Renæssancen, herunder Raphaels Alba Madonna. Ikke langt herfra finder man Jan van Eycks Bebudelse. Disse malerier udgør selve fundamentet i institutionens omfattende samling. Leonardo da Vincis Ginevra de' Benci er en enestående skikkelse i gallerierne, da det er det eneste maleri af denne mester, der er på permanent offentlig udstilling her.
Samlingen strækker sig langt ind i det tyvende århundrede med værker, der udforsker både bevægelse og form. Museet huser den største mobile af Alexander Calder, en installation der skaber en kinetisk kontrast til de statiske oliemalerier, man finder i West Building. Det kuraterede udvalg afspejler en bred historisk spændvidde, der trækker linjer fra middelalderen og helt frem til i dag.
Ginevra de' Benci, omkring 1474
Alba Madonna, 1515
Bebudelse, 1435
Væsentlige erhvervelser og generøse donationer
Fundamentet for National Gallery of Art hviler på visionen fra Andrew W. Mellon. Som bankmand og amerikansk finansminister leverede Mellon både den betydelige kunstsamling og de nødvendige midler til opførelsen af institutionen. Hans tidlige bidrag var afgørende for udformningen af galleriets oprindelige beholdning. Blandt de første betydningsfulde erhvervelser var tyve et malerier fra Hermitage-museet i Sankt Petersborg, hvilket bragte værker som Raphael’s Alba Madonna og Jan van Eyck’s Annunciation til Washington.
Samlingen voksede gennem den fortsatte filantropi fra Mellon-familien og andre private samlere. Paul Mellon og Ailsa Mellon Bruce bidrog med værker, der udvidede samlingens rækkevidde. Disse tilføjelser hjalp institutionen med at bevæge sig fra dens skatte fra den tidlige renæssance mod det tyvende århundredes strukturelle udviklinger. Tilstedeværelsen af Chester Dale’s donationer berigede den permanente samling yderligere og tilføjede dybde til mangfoldigheden af stilarter og epoker, der er repræsenteret inden for disse mure.
Raphael, Alba Madonna
Jan van Eyck, Annunciation
