Double Self Portrait (recto)

Kunstner

David Bomberg

Født i Birmingham, Storbritannien

Tidligt liv og kunstnerisk uddannelse

Født: Birmingham, Storbritannien (5. december 1890)

Død: London, Storbritannien (19. august 1957)

En af 'Whitechapel Boys' – en gruppe kunstnere fra East End, der trådte frem i begyndelsen af det 20. århundrede.

Som søn af de polsk-jødiske immigrantforældre, Abraham og Rebecca Bomberg, påbegyndte han sine studier ved City and Guilds Technical Art School, før han uddannede sig til litograf i Birmingham.

Han studerede under Walter Sickert ved Westminster School of Art (1908-1910), hvor han blev inspireret af Sickers fokus på form og det urbane liv. Han fik en betydelig introduktion til Paul Cézanne gennem Roger Fry's udstilling "Manet and the Post-Impressionists" i 1910. Senere tilsluttede han sig Slade School of Art (1911), hvor han vandt Tonks-prisen for sin tegning af medstuderende Isaac Rosenberg.

Avantgarde-årene: Kubisme, futurisme og kontrovers

Ved Slade var Bomberg en del af en bemærkelsesværdig generation, der inkluderede Mark Gertler, Stanley Spencer, C.R.W. Nevinson og Dora Carrington.

Han blev påvirket af de London-udstillinger i 1912, der præsenterede de italienske futurister samt Fry's anden postimpressionistiske udstilling (Picasso, Matisse, fauvisterne og Wyndham Lewis).

Han udviklede en særpræget stil, der kombinerede kubisme og futurisme – karakteriseret ved geometriske kompositioner, begrænsede farvepaletter, kantede figurer og gitteragtige strukturer.

Hans radikale tilgang førte til bortvisning fra Slade School of Art i 1913, da hans metoder blev anset for at være for dristige i forhold til institutionens konventionelle traditioner.

Han var kortvarigt tilknyttet Bloomsbury Groups Omega Workshops og udstillede med Camden Town Group. Han viste en vis affinitet med Wyndham Lewis' vorticistiske bevægelse, men forblev uafhængig og nægtede fuld involvering.

Fra krig til landskab: Et stilskifte

Oplevelserne som menig soldat under Første Verdenskrig satte dybe spor i hans kunstneriske vision og førte til et opgør med abstraktionen.

I 1920'erne adopterede Bomberg en mere figurativ stil, med fokus på portrætter og landskaber hentet direkte fra naturen. Han udviklede en stadig mere ekspressionistisk teknik, kendetegnet ved tekstureret impasto og en intens følelsesmæssig dybde.

Omfattende rejser gennem Mellemøsten (især Palæstina) og Europa havde en betydelig indflydelse på hans senere værker. Hans skildringer af Jerusalem er særligt bemærkelsesværdige.

De senere år og eftermæle

Fra 1945 til 1953 underviste han ved Borough Polytechnic (nu London South Bank University), hvor han inspirerede en hel generation af kunstnere, herunder Frank Auerbach, Leon Kossoff, Philip Holmes, Cliff Holden, Edna Mann, Dorothy Mead, Gustav Metzger, Dennis Creffield, Cecil Bailey og Miles Richmond.

Han var gift med landskabsmaleren Lilian Holt.

På trods af perioder med relativ glemsel i sin levetid, har Bombergs arbejde vundet stigende anerkendelse i de seneste årtier som et væsentligt bidrag til britisk modernisme.

David Bomberg House ved London South Bank University er opkaldt efter ham for at ære hans minde.

Hans eftermæle ligger i hans unikke syntese af de europæiske avantgarde-bevægelser og hans senere udvikling af en kraftfuld, ekspressiv landskabsstil, der indfangede essensen af både sted og menneskelig erfaring.

Museum

The Hepworth Wakefield

Udstillet i Wakefield, Storbritannien

The Hepworth Wakefield: Et fristed af skulptur og lys

Beliggende på den sydlige side af floden Calder i Wakefield, West Yorkshire, er The Hepworth Wakefield meget mere end blot et galleri; det er et arkitektonisk manifest og et vidnesbyrd om Barbara Hepworths eftermæle – en hyldest til britisk modernistisk kunst, der fortsat inspirerer besøgende den dag i dag. Da bygningen åbnede i 2011, tegnet af David Chipperfield Architects, indkapslede den selve essensen af sit navnebror: enkelhed, elegance og en dyb forbindelse til det omkringliggende landskab.

Et arkitektonisk vidunder:

Designet af David Chipperfield, er galleriets ti trapezformede blokke beklædt med pigmenteret beton – et banebrydende materialevalg, der reflekterer Wakefields industrielle arv, samtidig med at det omfavner en slående moderne æstetik.

Hepworths arv:

Samlingen huser over 400 skulpturer og tegninger af Barbara Hepworth, som fremviser hendes pionerende tilgang til form, rum og materiale – fra tidlige figurative værker til stadig mere abstrakte udforskninger af den menneskelige figur.

Mangfoldige kunstneriske stemmer:

Udover Hepworths bidrag fremmer The Hepworth Wakefield en rig vævning af britiske moderne og samtidskunstnere, herunder Henry Moore, Helen Chadwick og David Hockney, hvilket skaber en dialog mellem mestre og spirende talenter.

En historie forankret i tradition

Galleriets rødder findes i Wakefield Art Gallery, der blev etableret i 1923 som en lokal kulturinstitution – et rum dedikeret til at pleje kunstnerisk værdsættelse i lokalsamfundet. Det var dog den ambitiøse vision om at skabe et specialbygget sted, værdigt til at ære Hepworths indflydelse og fremme britisk skulptur, der drev transformationen til det nuværende The Hepworth Wakefield.

De tidlige år:

Wakefield Art Gallery fokuserede oprindeligt på at udstille værker af europæiske mestre side om side med regionale kunstnere.

Prisinitiativet:

Lanceringen af Hepworth Prize for Sculpture i 2015 har skabt en afgørende platform for støtte til spirende skulpturelle talenter og styrkelse af britisk kunstnerisk innovation.

Anerkendelse og priser:

Galleriets arkitektoniske genialitet blev anerkendt med titlen som Storbritanniens "Museum of the Year" i 2017 – et bevis på dets engagement i excellence og interaktion med de besøgende.

Udforskning af samtidskunst gennem skulptur

The Hepworth Wakefield udmærker sig ved sin urokkelige dedikation til at fremvise samtidskunst, især skulpturen. Galleriets kuratorer stræber efter at præsentere udstillinger, der udfordrer perceptioner og vækker intellektuel nysgerrighed – hvilket fremmer en dybere forståelse af kunstnerisk udtryk og dets rolle i at forme vores kulturelle landskab.

Seneste udstillinger:

Højdepunkter inkluderer retrospektive udstillinger dedikeret til kunstnere som Helen Chadwick, der tilbyder friske perspektiver på banebrydende værker samt udforskninger af diverse kunstneriske medier.

Samfundsmæssigt engagement:

Workshops, uddannelsesprogrammer og events udvider The Hepworth Wakefields rækkevidde langt ud over galleriets vægge – ved at forbinde sig med det lokale publikum og fremme kunstnerisk dannelse.

En unik destination:

Ved at kombinere arkitektonisk storhed med et levende kunstprogram, tilbyder The Hepworth Wakefield en fordybende oplevelse for kunstelskere, der søger inspiration og ønsker at dyrke værdsættelsen af den britiske kulturarv.

Bag murene: En hyldest til skulpturens indflydelse

Ethos i The Hepworth Wakefield rækker ud over blot fremvisning; det inkarnerer en tro på skulpturens evne til at kommunikere følelser, provokere tanken og berige vores forståelse af verden omkring os. Dets engagement i at støtte nye kunstnere sikrer, at britisk skulptur fortsætter med at udvikle sig – og inspirerer fremtidige generationer af kreative sjæle samt beriger den kulturelle diskurs.

Tim Sayers legat:

Galleriet erhvervede Hepworths

Sculpture with Colour (Oval Form) Pale Blue and Red (1943)

– et monumentalt værk, der tidligere blev solgt på auktion – takket være en generøs donation fra Tim Sayer, hvilket har styrket samlingen af de mest fejrede britiske kunstnere.

Løbende forskning og samarbejde:

Partnerskaber med institutioner som Art Fund understreger The Hepworth Wakefields dedikation til at fremme kunstfaglig forskning og skabe dialog mellem kunsten og samfundet.